TURNE OG TRÆER

11. oktober 2016 - 2 minutes read

Kære I

Det er så nærliggende at lægge ud med at tale om vejret.

Vejret.

Ikke det vi trækker. Men det der trækker, derude. Det, der får bladene til at hvirvle rundt, og sender kold luft ind gennem dørsprækken og vinduespartiet i den lille stue. Efterår. Dagene er kortere, morgenerne med baby er blevet kulsorte, og folk ude på Amagerbrogade er begyndt at skutte sig lidt. Jeg selv inklusiv, når jeg ellers ikke er forsvedt, fordi jeg render op og ned af trapper og har glemt en pude, en nøgle, en madpakke.

 Ja! efteråret er over os og dermed også denne lille oplæsnings/koncert række med

Over Revet Langt Ude:

Risbjerg Kirke 25. okt. kl 14.00

(Hvidovreavis PR)

Odder Kirke 2. nov kl. 19.30

Slagelse Bibliotek 8. nov. kl. 19.00

Som bonus får I i anledningen af efteråret denne lille melankolske sang fra digtsamlingen om de træer, der mister alle deres blade på én gang:

Nogle træer taber deres blade

allerede på den første kolde efterårsnat

det sker på en gang; et kort, pludseligt tab

Resten af efteråret står de her træer klagende og nøgne med grenene famlende mod himlen:

“Hvorfor lige mig, hvorfor lige nu, hvad er meningen?”

De får intet andet svar end den tørre raslen

af vindens leg med de nyligt nedfaldne, døende blade

Jeg håber at se nogle af jer derude.

kærlige hilsner fra

Karen