Kære I

Glædelig maj! 
Sikke en sær tid med Coronaen og det lukkede samfund.
Jeg håber, I alle har det godt derude! 

Jeg er fuld i gang med mit projekt om drømme.
Og jeg får lyst til lige at formulere et par ord omkring,
hvad jeg synes, der er så fascinerende ved drømme:

Drømme rummer en vanvittig kraft. De er en glemt ressource i det moderne menneske. De opererer med en logik du både forstår og ikke forstår. De rummer billeder som er underholdende og menneskelige med elementer af absurditet, tabuer, lyst og ulyst og skønhed og uhygge af store dimensioner.
Jeg er interesseret i den fornemmelse, føling og åbenhed, der kræver at nærme sig en drøm. At kontakte den i det vågne liv. At lære at huske den, at rumme den, at mærke dens fysiske forankring i kroppen, og se og høre, hvad drømmens energi rummer, og nærme sig dens sprog. Det er den intuition og den drømme-energi, jeg har omsat til ord og toner, for at vise drømmenes smukke verden, for at dvæle ved det mystiske og det gådefuldt smukke og grumme ethvert menneskeliv rummer i en fornemmelse af at drømmene, er en slags spejl, som kan vise os, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.
Projektet kommer til at bestå af en digtsamling, en stempel-installation til bibliotekerne og sange, musik og masker. Altsammen skal det samles til en koncert-forestilling, jeg er i fuld gang med at udvikle.  Og så oplever jeg, at arbejdet med drømme, vækker drømme, jeg har i og for mit vågne liv, til live. 

Glædeligt forår og søde drømme!

Kærligst 
Karen